Flere delaftaler skal sikre god konkurrence om småindkøb af fødevarer i hele landet

Flere delaftaler skal sikre god konkurrence om småindkøb af fødevarer i hele landet

15. januar 2020
Den kommende aftale 50.91 Fødevarer (nethandel) bliver delt geografisk op i 6-10 delaftaler. Som markedet er i dag, er der nemlig ikke én, der kan levere til hele landet. Ved at dele aftalen op åbner SKI både for leverandører, der benytter centrale lagre, og leverandører, der bruger lokale leverandører. Den skærpede konkurrence giver kommuner i hele landet den bedst mulige aftale.

​Når kommunerne i starten af 2021 skal nethandle deres småindkøb af fødevarer, vil nordjyderne måske have en anden leverandør end aarhusianerne, og københavnerne en anden end sydsjællænderne. Den kommende aftale 50.91 Fødevarer (nethandel) vil nemlig blive inddelt i op mod en halv snes delaftaler, og det giver plads til flere leverandører, fortæller Alicja Christiansen, der er udbudskonsulent i SKI:


Alicja Christensen, udbudskonsulent i SKI

”Som markedet ser ud i dag, er der ikke én leverandør, der har logistikken til at levere småindkøb af fødevarer via nethandel til hele landet. I de store byer Aarhus og København og dele af Sjælland har flere leverandører centrale lagre, hvorfra de distribuerer varer til deres kunder, mens leverandørerne primært bruger lokale butikker til at levere varer uden for de større byer. Dermed er der forskellige distributionsmodeller i spil, og vi forventer også, at vi ender med en aftale med forskellige leverandører på delaftalerne.”

Hvor mange delaftaler aftalen kommer til at bestå af, bliver først fastlagt, når kommunerne har valgt i hvilket omfang, de vil tilslutte sig. Først da kan aftalen opdeles geografisk, så det sikres, at alle områder bliver dækket bedst muligt. 

Alle ender skal mødes

Det er første gang, SKI udbyder en aftale om småindkøb af fødevarer, og teamleder for de forpligtende aftaler, Thomas Ginnerup-Nielsen, har sørget for, at der er sat god tid af til at få alle ender til at mødes.


Thomas Ginnerup-Nielsen, teamleder for de forpligtende aftaler

”I SKI har vi altid en grundig markedsdialog, og i alle vores udbud sidder projektgrupper, der består af offentlige indkøbere og fagpersoner. Det er vigtigt for os. Når vi laver et nyt udbud som 50.91, sørger vi for, at der er sat endnu mere tid af. Vi skal nemlig have et marked, der har begrænset erfaring med at indgå større rammeaftaler med det offentlige, til at møde de særlige krav, der er forbundet hermed. Samtidig skal vi have fundet en balance mellem de forskellige ønsker, som kommunerne har til aftalen. Det er kommunerne og leverandørerne, der skal bruge aftalen, så deres inputs er alfa omega,” siger Thomas Ginnerup-Nielsen. 

SKI er i tæt dialog med alle potentielle leverandører om bl.a. udvikling af punch out-løsninger, som er et krav for at kunne nethandle med det offentlige. Herudover er der afholdt flere projektgruppemøder, og der har været bred dialog med alle kommuner om at finde det rette niveau for det mindste beløb, man skal kunne bestille for på aftalen. 

Stort besparelsespotentiale

I dag bliver der foretaget rigtig mange småindkøb af fødevarer i kommunerne – fra institution til institution, fra dag til dag. Faktisk viser kommunernes indkøbsdata, at 70 pct. af alle fakturaer på hele det kommunale indkøb af fødevarer er på under 500 kr. Det er én af mange grunde til, at KL’s Styregruppe for den Fælleskommunale Indkøbsstrategi har besluttet, at der skal udvikles en indkøbsaftale for det kommunale indkøb af fødevarer over nettet.

”Det vurderes, at kommunerne kan spare godt 60 mio. kr. årligt i transaktionsomkostninger, hvis de mindre indkøb bliver samlet på større ordrer. Herudover er der et stort potentiale ved at e-handle frem for at handle ind fysisk. Der er nemlig også tid at spare på at købe ind færre gange – tid som fx kan bruges på de pædagogiske aktiviteter i stedet,” siger Thomas Ginnerup-Nielsen. 

Kommunerne vil stadig kunne købe ind i lokale butikker, når der er behov for det. Pædagogiske indkøb vil også være undtaget. Den nye aftale 50.91 Fødevarer (nethandel) forventes at træde i første kvartal 2021. Læs mere her. ​ ​