Kronik: Lov og moral i offentligt indkøb

Kronik: Lov og moral i offentligt indkøb

14. oktober 2019
Med Atea-sagen, nye bankskandaler hver måned og en stigende opmærksomhed på, om private leverandører opfører sig ordentligt – i forhold til lov og ret, men også i forhold til moral, miljø og arbejdsvilkår – stiger forventningerne til, hvad vi skal håndtere, når der købes ind for offentlige midler.

Kronik af Signe Lynggaard Madsen, adm. direktør i SKI. Bragt første gang i Danske Kommuner nr. 17/2019

Helt ærligt: Nogle gange bliver jeg i tvivl, om jeg er på job som administrerende direktør eller står derhjemme og skal vælge vaskeprogram. For ”rengøring” og hvidvask – man fristes til at sige kulørt vask – fylder mere og mere i min hverdag. For få år siden havde jeg aldrig hørt ordet ”selfcleaning”, og hvidvask og bestikkelse var noget, man døjede med i fremmede lande. Som direktør i SKI var mit mål at medvirke til at professionalisere og effektivisere offentligt indkøb. Det handlede banalt sagt om at lave indkøbsaftaler, der dækkede det offentliges behov, var lette at anvende, juridisk holdbare og effektive på prisen.

For få år siden havde jeg aldrig hørt ordet ”selfcleaning”, og hvidvask og bestikkelse var noget, man døjede med i fremmede lande. ​

Det gør det stadigvæk. SKI laver rammeaftaler og har et stort ansvar for at hjælpe det offentlige med at forvalte skatteborgernes penge bedst muligt. Men med Atea-sagen, nye bankskandaler nærmest hver måned og en stigende opmærksomhed på private leverandørers forhold til lov og moral stiger forventningerne til, hvad vi skal håndtere, når der købes ind for offentlige midler. Det præger i dén grad SKI og de kommunale indkøberes arbejde. 

10 ave mariaer

Det har længe været en naturlig del af kommunale indkøb, at vi foruden lovgivningen også skal forholde os til vores samarbejdspartneres moral og adfærd. Vi stiller minimumskrav på CSR, til miljømærkninger, allergitestede og økologiske varer. Med danmarkshistoriens største bestikkelsessag, der endte med en dom dels til Atea som virksomhed, dels til ansatte både i Atea og på offentlige arbejdspladser, er behovet for en adfærd, der afspejler et stærkt moralsk kompas, dog steget betydeligt.  

For hvad gør man, når den dømte virksomhed er en af de største it-leverandører til den offentlige sektor?

Udbudsloven er klar: Hvis man som leverandør er dømt for bestikkelse, hvidvask eller spekulation mod det offentlige, er man udelukket fra offentlige udbud. Det er super klart! Men… i paragraffen lige nedenunder står der, at hvis man kan dokumentere sin pålidelighed, den såkaldte selfcleaning, så må man godt være med i legen alligevel. 

Lidt karikeret sagt, er udbudsloven på den måde lidt katolsk indrettet: Bekend dine synder, sig 10 ave mariaer og få syndsforladelse. På samme måde med dømte virksomheder: Vedkend dig din skyld og udfør en række bodshandlinger. I stedet for ave mariaer er det dog en række reelle tekniske, organisatoriske og personalemæssige foranstaltninger, som skal sikre, at du ikke synder igen. Så er man renset. I hvert fald ifølge loven.

Moralen er det sværere med. Jeg har fået breve fra borgere, der som tidligere straffede har svært ved at få arbejde. De forstår ikke, at en virksomhed, der er dømt for bestikkelse, stadig kan samarbejde med det offentlige. Jeg forstår deres undren og frustration. Og det er vigtigt for os i SKI, at vi inden for lovens rammer stiller de skrappeste krav til Atea og holder øje med, at de får sagt – og ikke mindst efterlevet – alle deres ave mariaer. 

Det skal menes

Med Atea-sagen var det første gang, paragraffen om selfcleaning blev taget i brug i Danmark, og det var både juridisk og praktisk ubeskrevet land. Det var en gigantisk opgave at omsætte udbudslovens modsigende paragraffer til praksis og vurdere, om Atea var selfcleaned. 

I SKI allierede vi os med Moderniseringsstyrelsen, og Kammeradvokaten foretog en omfattende analyse af selfcleaningen. På baggrund af analysen vurderede vi, at Atea havde foretaget de ”nødvendige” tekniske, organisatoriske og personalemæssige ændringer og måtte anses for selfcleaned – og dermed igen kunne byde på offentlige opgaver. 

Det er ikke nok at have 14 ringbind med velmenende hensigter og opfølgende skemaer stående i reolen. Hver eneste medarbejder skal vide, at der er nul tolerance, når det kommer til bestikkelse. Det skal gennemsyre hele virksomheden. Det skal menes, før det kan leves. ​

Men i praksis siger loven, at den enkelte kommune skal foretage en vurdering af selfcleaningen ved hvert køb fremadrettet. For at spare flest mulige ressourcer har vi i SKI derfor udarbejdet vurderinger og skabeloner, som kommunerne kan bruge, når der købes ind hos Atea.  

Vi påtager os også den ressourcekrævende opfølgning på Ateas self-cleaning. Det er nemlig ikke gjort med 10 ave mariaer: Én vurdering som selfcleaned er ikke en blankocheck til fremtiden. Firmaet skal løbende efterses. Nu, knapt et år efter første vurdering, har vi gennemført en fornyet vurdering af Atea. Vi tjekker naturligvis op på tekniske forhold omkring kontrolprocedurer og compliance. Men noget af det, vi lægger allermest vægt på, er ’tone of the top’: Mener ledelsen det, når de siger ”aldrig mere bestikkelse”? Er det øverst på dagsordenen, når ledelsen står på ølkassen, og når de sidder i bestyrelsesmøderne? For det er ikke nok at have 14 ringbind med velmenende hensigter og opfølgende skemaer stående i reolen. Hver eneste medarbejder skal vide, at der er nul tolerance, når det kommer til bestikkelse. Det skal gennemsyre hele virksomheden. Det skal menes, før det kan leves. 

Ønsker bankerne vores tillid?

Selfcleaning er således en kompleks størrelse, som vi i SKI nu har gjort os nogle erfaringer med at håndtere på vegne af den offentlige sektor. Vi har fra start taget opgaven meget alvorligt, for at den offentlige sektor med ro i maven kan stole på vores vurdering. Vores grundighed og ordentlighed må ikke kunne beklikkes. 

Derfor er jeg også både glad og stolt over, at KL’s bankråd peger på, at SKI kan hjælpe kommunerne med at lave selfcleaning på bankområdet – hvis eller når det måtte blive aktuelt. 

Men jeg er også ydmyg over for den store opgave, det bliver. Vi ved fra processen omkring Atea, at vejen til at genfinde tillid til en virksomhed, der har forbrudt sig så alvorligt mod loven, er lang. Det har været helt afgørende for resultatet, at Atea har påtaget sig ansvaret og lagt sig i selen for at genvinde og fortjene det offentliges tillid.  

Derfor kan det undre mig, at bankerne (ved Finans Danmark) ikke ønskede at stille sig bag anbefalingerne fra KL’s bankråd. Falder der dom mod bankerne, må det være i deres interesse at få renset sig selv. Det har indflydelse på deres omdømme, både i forhold til samarbejdspartnere og kunder. Det ligger i et godt kunde-leverandør-samarbejde, og det udviser samfundsansvar! Om nogen må bankerne have interesse i at iværksætte initiativer, der betrygger kunder og omverdenen i, at de har rettet op – og bevise, at vi kan stole på dem. 

Ordentlighed er overliggeren

Jeg tror, at dagene er talte for virksomheder, der ser stort på ordentlighed og samfundsansvar. Jeg mærker i dialogen med hele den offentlige sektor, at den grønne og sociale ansvarlighed står højt på dagsordenen overalt. 

Når jeg kigger fremad, tror jeg, at ordentlighed kun kommer til at fylde mere i indkøbslandskabet. SKI står klar til at stille endnu skrappere krav til leverandørernes samfundsansvar og moral og til fortsat at hæve overliggeren for ordentlighed i tæt samarbejde med kommunerne – også når turen kommer til bankerne. ​​

Kommunale topledelser interesserer sig for indkøb. Det gør de selvfølgelig, fordi smarte indkøb er et vigtigt værktøj til både at sikre bedre løsninger og flere ressourcer til kernevelfærden. 

Men interessen for indkøb ligger også i, at vi kan flytte andre store dagsordener, hvis vi samler kræfterne og står skulder-ved-skulder. I dag er man på SKI-aftaler for eksempel sikret, at leverandører aflønner på niveau med gældende overenskomster, at der ikke er noget børnearbejde, og at menneskerettighederne efterleves. Kommunerne kan understøtte 14 af de 17 verdensmål, hvis de køber korrekt ind på SKI’s aftaler. Og på vegne af den samlede offentlige sektor går SKI sammen med brancherne om at flytte fremtidige produkter i en mere bæredygtig retning. 

Jeg sætter stor pris på den drejning, offentligt indkøb tager, og samarbejdet med kommunerne herom. Når jeg kigger fremad, tror jeg, at ordentlighed kun kommer til at fylde mere i indkøbslandskabet. SKI står klar til at stille endnu skrappere krav til leverandørernes samfundsansvar og moral og til fortsat at hæve overliggeren for ordentlighed i tæt samarbejde med kommunerne – også når turen kommer til bankerne. ​

​​​