Erhvervsstyrelsen om 02.22: ”Vi har store forventninger til løsningerne”

Erhvervsstyrelsen om 02.22: ”Vi har store forventninger til løsningerne”

20. november 2019
November 2018 gik SKI-aftalen 02.22 It-driftskapacitet i luften. Markedschef Bjarne Jørgensen har været ude at sprede 02.22-budskabet. En af de kunder, som netop har købt ind på aftalen, er Erhvervsstyrelsen. Begejstringen er stor, og ligeså er forventningerne.

Markedschef i SKI Bjarne Jørgensen

Hvis markedschef Bjarne Jørgensen skal beskrive den frivillige aftale 02.22 It-driftskapacitet i en sætning, så vil det lyde således: ”02.22 giver SKI’s kunder mulighed for at anskaffe IT-driftsydelser fra simpel serverdrift over Cloud til en fuld outsourcing af hele IT-driften.”


Skal han sætte flere ord på aftalen, lyder det således: ”Aftalen er i sin struktur og opbygning yderst modulær. Det betyder, at kunderne kan sammensætte lige netop den løsning, som passer til deres behov. Både hvad angår teknisk funktionalitet, skalerbarhed og sikkerhed. Kunderne får kontraktgrundlag som leverandørerne har godkendt på forhånd. Det betyder, at de får en betydelig reduktion i transitionsomkostninger i forhold til at gå i egne udbud,” afslutter Bjarne Jørgensen, der er et af hovederne bag 02.22 It-driftskapacitet. 

Aftalen trådte i kraft i november 2018. Siden da har Bjarne Jørgensen været landet rundt for at rådgive SKI’s kunder om brugen af aftalen. En af de kunder, som har benyttet aftalen efter rådgivning, er Erhvervsstyrelsen.

Et driftsudbud er ikke en lille ting


Service Delivery Manager Kasper Rosberg og IT-driftschef Thomas Munch-Andersen 

I Erhvervsstyrelsen træder aftalen i kraft fra den 1. januar 2020. IT-driftschef Thomas Munch-Andersen og Service Delivery Manager Kasper Rosberg har store forventninger til aftalen. Kasper Rosberg fortæller om indkøbet på aftalen: ”Erhvervsstyrelsen har outsourcet it-driften af 45 fagapplikationer, og det var til denne at vi valgt at benytte 02.22”

Thomas Munch-Andersen fortæller om bevæggrundene for, at de har valgt at gå med på aftalen: ”Vi har valgt aftalen, så vi er sikre på at ramme markedsprisen for opgaven. Prisen bliver hele tiden benchmarket. På den måde ved vi, at vi betaler den rigtige pris. Alternativet til at benytte 02.22 er, at vi selv går i udbud, og der er SKI’s aftale noget mere enkel. At lave et driftsudbud fra bunden er ikke en lille ting. Det er faktisk en stor opgave for en organisation som os. Så det er en stor arbejdsbyrde, vi er blevet fri for.” 

På aftalen er der en hel del kontrakttekniske afklaringer og krav, som er godkendt at leverandøren på forhånd. Så fra begyndelsen er alle enige om, hvad der forventes fra leverandørens side. Og derfra kan man sammensætte den aftalepakke, man har brug for. 

Hav indkøbssedlen klar

Aftalen er stadig meget ny, og al begyndelse kan være svær. Kasper Rosberg har et godt råd til dem, der skal til at give sig i kast med aftalen: ”Få et klart overblik over, hvad det er, du vil købe af IT-løsninger. Så er du godt stillet, inden du giver dig i kast med aftalen.” 

Kasper Rosberg og Thomas Munch-Andersen er enige om, at de er glade for aftalen og har store forventninger til den. Kasper Rosberg ser en stor fordel i fleksibiliteten i aftalen: ”Aftalen har en fleksibel model, hvilket gør, at den kan matche lige præcis vores behov i hele aftaleperioden.” Thomas Munch-Andersen uddyber: 

”Vi vil helt klart anbefale aftalen til andre. Det er noget mere enkelt end at skulle lave udbuddet selv. Og så har man mulighed for at sætte den pakke sammen, som man har lyst til at købe. Det er så fleksibelt og forholdsvist enkelt at gå til. Vi har store forventninger til løsningerne, og især de her halvårlige prisændringer. Vi forventer at spare en hel del på den her aftale.”

Erhvervsstyrelsen estimerer med en besparelse på mellem 10-15% ved brug af aftalen. 

​​​​​Du kan læse mere om 02.22 It-driftskapacitet her. ​​​​​​​​​​​